Om os

Vejgaard Hallen blev indviet i 1962 af Frede Hansen sammen med hustru Irma Hansen. Ægteparret havde erfaring med at drive restaurant fra flere steder i landet bl.a. i det daværende Tivoli i Aalborg. Løbende har parrets børn, børnebørn og oldebarn på kryds og tværs arbejdet i restauranten. I 1977 overtog parrets yngste barn, Frede A. Hansen, restauranten. Faktisk blev han ringet op, og havde en uge til at beslutte, om han ville overtage restauranten, for senior skulle flytte til Spanien.

Frede og hans hustru, Connie, driver dags dato fortsat driften af restauranten.
På trods af sit navn, så har der aldrig været hverken bolde, ketcher eller sure sokker at finde på adressen. Siden sin opstart har Vejgaard Hallen dannet rammer om fødselsdagsfejringer, jubilæer, bryllupper, konfirmationer, møder, firmafester, konferencer, koncerter, kaffeborde, catering og så kender du helt sikkert én, som kender én, som har gået til banko i Vejgaard Hallen. Der har dog ikke været banko i Vejgaard Hallen længe. Til gengæld er der én gang om måneden bal med livsnyderne.
Se deres program her.

I 60’erne dannede Vejgaard Hallen rammerne om koncerter med bl.a. Cream og Eric Clapton, og de sidste 50 år har Aalborg Kommune afholdt julearrangement den 24. december for byens borgere.

Vi har plads til 510 siddende gæster fordelt på 4 lokaler, hvoraf det største lokale har stor scene til rådighed. Vi kan have 3 selskaber af gangen, og vi stiller lokaler til rådighed til både privat og erhvervsmæssige formål. Det er ikke muligt at leje vores lokaler og medbringe egen forplejning. Vi har desuden en handicapvenlig indgang og handicaptoilet til rådighed. Vi har også
en garderobe, som kan bemandes efter aftale.